Året 1814 var en politisk revolusjon for Norge, med overlappende omveltninger, skiftende styresett. To valgomganger og to grunnlovgivende parlamentsamlinger, tre ulike konger, opptil seks ulike regjeringskonstellasjoner, krig, fredsforhandlinger med og uten stormaktdeltakelse, og med en presse og offentlighet i rask utvikling. Fra å ha vært del av en av den vestlige verdens mest gjennomførte enevoldsstater i januar med København som hovedstad, var vi i en svært fri union med Sverige bundet av en liberal grunnlov basert på folkesuverenitet og maktfordeling. På veien hadde Norge, gjennom valgte representanter, erklært seg selvstendig og gjennomført en grunnlovsprosess. En av årets mest betydningsfulle aktører var grev Herman Wedel Jarlsberg, som gjennom uformelle kanaler og framsynte planer fikk overbevist både fremmede makter og Norges pur-unge nasjonalforsamling, Stortinget, til at han hadde rett. Men som taler på seierherrenes side, viste grev Wedel en egen evne til å framstå usympatisk.
De politiske beslutningene som ble fattet i revolusjons- og grunnlovsåret dannet en ny politisk orden som inkluderte et atskillig friere ordskifte enn hva som kunne finne sted i det dansk-norske eneveldets grep før 1814. En vesentlig del i denne utviklingen tok serien av taler og kortere innlegg som ble avholdt under Riksforsamlingen på Eidsvoll 10. april til 20. mai.[1] Men også den andre grunnlovgivende forsamlingen dette året, som tok navnet fra hva Riksforsamlingen besluttet at den lovgivende forsamling skulle hete – Stortinget, inneholdt også episke taler og politiske bragder. Men stemningen var mer mollstemt enn den kraftpatriotiske bølgen som preget Riksforsamlingen, og de realpolitiske perspektivene som hadde fulgt i kjølvannet av sommerens feilslåtte forhandlinger, stormaktenes klare tale om å støtte Sverige, krigen mot og tapet for svenskene, og til slutt Christian Frederiks abdikasjon, satte for alvor inn da de norske representantene skulle til å forhandle om unionsbetingelsene høsten 1814.
Der Riksforsamlingen på Eidsvoll verk april-mai hadde delt seg i to fløyer, som i ettertid oftest har blitt kalt «selvstendighetspartiet» og «unionspartiet», delte det overordentlige storting i Christiania oktober-november seg grovt inn i tre fraksjoner: «kraftpatriotene», «de rasjonelle patriotene» og «de svenskvennlige». Der kraftpatriotene fortsatt ønsket full selvstendighet og at flere måtte dø for den norske sak, mente de rasjonelle patriotene at tiden var inne for forhandlinger for å sikre mest mulig norsk selvstyre i union.[2] Den uformelle lederen for de svenskvennlige var den samme som uformelt hadde ledet unionspartiet på Eidsvoll verk: Norges eneste høyadelige – grev Herman Wedel Jarlsberg.
Grev Wedel Jarlsberg var en av de mest kosmopolitiske aktørene i Norge i 1814.Som sønn av en dansk diplomat hadde han opplevd livet i flere europeiske byer, og som byråkrat i det danske Finanskollegiet hadde han blitt godt kjent med de dårlige sidene ved dansk økonomisk politikk og forvaltning. Som amtmann i Buskerud og medlem av Regjeringskommisjonen i kriseårene før 1814 hadde han lært Norge å kjenne på godt og vondt. I arbeidet med kornforsyningen til Norge etter 1807, hadde han gjennom sin svigerfar Peder Ankers nettverk blitt kjent med flere svenske politikere som også hadde besøkt Bogstad og Bærums verk og hatt samtaler om Nordens framtid der.[3] På mange måter satt grev Wedel med nøkkelen til Norges framtid ved inngangen til året 1814, og med Kielfreden 14. januar 1814 ble dette knesatt: Norge skulle gis fra kongen av Danmark til kongen av Sverige. . Danmark-Norge hadde vært Napoleons siste allierte, og måtte betale prisen. Men i februar ble han tatt på senga av prins Christian Frederik og hans krets, som satte i gang en motstandsprosess mot fredstraktaten Grev Wedel Jarlsberg, som satt på de beste politiske kontaktene til Sverige, var på kornreise over Kattegat da den danske prinsen innkalte til rådslagning på Eidsvoll verk 16. februar. På dette «Notabelmøtet» vedtok de 22 fremmøtte at det skulle settes i gang valg av representanter til en riksforsamling som skulle lage en grunnlov for Norge. Den unge prinsen ble overtalt til å ikke ta Norge med enevoldsmakt, og pillen ble sukret med at han ble utnevnt til regent inntil videre og at kongevalg ble lovet som del av riksforsamlingens mandat. Da greven kom tilbake og fant ut hva som hadde skjedd, var prosessen i gang og han reagerte med sinne. Riksforsamlingen var ikke noe greven ønsket i det hele tatt, han hadde allerede tenkt ut en plan for en norsk grunnlov i union med Sverige og dette ble nå skrinlagt. Grev Wedels utskjelling av både egne venner og den unge prinsen endret ikke den politiske prosessen videre.[4]
Etter Riksforsamlingen og sommerens mislykkede forhandlinger med svensker og stormakter, krig og fredskonvensjon i Moss, var grev Wedel igjen tiltenkt en sentral rolle i Norges unionsframtid med Sverige, og det overordentlige storting skulle både beslutte union, velge konge og endre grunnloven slik at den harmonerte med unionsinngåelsen. Selve unionsinngåelsen skulle skje etter votering 20. oktober. Den daværende stortingspresident Vilhelm Frimann Koren Christie, som også hadde deltatt aktivt på Eidsvoll om våren, var norsk forhandlingsleder og hadde fått gjennom at unionsinngåelse skulle vedtas før kongevalget. Christie satt med bundet mandat fra Bergen om fortsatt selvstendighet, men inntok en mer realistisk og rasjonell linje i forhandlingene med svenskene.[5]
Den viktigste talen før votering skulle skje i unionsspørsmålet, ble gitt av grev Wedel. Intensjonen var at den skulle sikre et stemmeresultat for union, men både innhold og retoriske virkemidler kan gi inntrykk av, at alt ikke var helt gjennomtenkt med tanke på formålet.
Men ble det lagt et faglig retorisk skjema til grunn for Wedels tale? Som vi skal tyder mye på at han nok plukket litt fra den klassiske retorikken, men konsekvent var det neppe. Greven hadde ikke fulgt standard embetsmannsutdanning i sin barn- og ungdom, men fått skiftende former for undervisning av svært ulike huslærere, både danske, franske og tyske. De fleste lærerne underviste i det de følte seg best på, og biografen Yngvar Nielsen beskriver undervisningsoppleggene som «alt andet end planmæssig.»[6]
Som eneste høyadelige nordmann ble grev Wedel av flere nordmenn i samtiden sett på som et fremmedelement, noe ikke-norsk, og en som samtidig opptrådte forrædersk mot danske interesser. Dette til tross for at han hadde sterk norsk forankring på morssiden, og hans farsslekt hadde dansk opphav og danske forgreininger. Han valgte derfor å vie innledningen til å si noe om den samtid han var vokset opp i, hans norske røtter, hans nåværende norske forbindelser og hvor sterkt han elsket Norge.
Opvokset i en Tidsalder, da Frihedsluen blussede høit hos Europas mægtigste Nation, og for en stor Del opdraget iblandt et ædelt Folk, som i Aarhundreder har været stolt af sin frie Konstitution, lærte jeg tidligen at agte Menneskets Rettigheder og at elske den lovbundne Frihed.
Etter det historiske risset, påvisning av norske røtter, og hvor «bundet til et elsket Fedreland» han var gjennom familie, venner og eiendommer, mente han at han ikke kunne stå for annet enn «Norges Frihed, Lykke og Ære».
Talen for øvrig ble delt i fire deler med fire spørsmål som ble drøftet:
1) Kan Norge være en isolert stat med egen konge?
2) Kan Norge forsvare en slik situasjon militært og ressursmessig?
3) Bør vi finne sammen med en unionspartner og i så fall hvilken? og
4) Hvordan kan Norges forfatning med Sverige sammenlignes med den man har hatt med Danmark?
Dette skulle samlet lede til den slutning at Norge måtte forenes med Sverige. Men talens innhold ble snarere et vitnesbyrd for grev Wedel opparbeidede misnøye med Danmark.
På de to første spørsmål ga han rimelig klare nei-svar, ikke overraskende: nei, Norge kan ikke være en isolert stat med egen konge, og nei, Norge kan ikke forsvare seg alene militært og ressursmessig. Store økonomiske byrder for å holde sentraladministrasjon, kongehus og krigsmakt vedlike, og konstant ustabilitet, ville ikke forsvare etableringen av et selvstendig Norge, ifølge grev Wedel:
At en saadan Tilstand ikke kan bringe Folket Lykke, tror jeg er indlysende, med mindre man vil antage, at Udskrivninger til Krigstjeneste, svære Skatter, bestandige Krigs-uroligheder, Indkvarteringer, Skyds, Rekvisitioner m.v. udgjør Folkets Lykke.
Ironi og sarkasme var en del av det retoriske repertoaret hos Wedel, også beskrevet av slottsprest Claus Pavels på Akershus festning, som grev Wedels «ironiske Batteri».[7]
Videre skriver Wedel om krigsmakten at den vil virkelig slite både med tanke på stormaktenes støtte til Sverige, at Sverige allerede var en overmakt militært (krigen mot svenskene var over kun to måneder tidligere) og at Norges situasjon når det gjaldt kommunikasjon, proviantering og ammunisjon, også var utsatt. Men dette var bare småproblemer: «Disse Vanskeligheder, hvor store de end synes, er endda ikke de største! Fra Finanserne, denne Pandoras Æske, fremstiger en ny Sværm af Bekymringer og Ulykker.» Altfor mange sedler var i omløp, inflasjonen var løpt løpsk, handelsforbindelsene var brutte, og det hele hvilte på et finanssystem som måtte helomvendes for å komme på fote igjen.
Jeg tror det er ganske overflødigt at anføre mere Bevis for, at Norge uden Forenings-Punkt, uden allierede, uden øvede Generaler, uden Handel, uden Skibsfart, uden Finanser ikke kan udholde Krig med Sverige, understøttet af Europas største Magter.
Selv om de retoriske virkemidlene ga signaler om hvor det bar, var det likevel holdt i en sober form i forhold til hva som ble argumentert for i spørsmål nr. 3, hvor det kommer tydelig fram, hvem som er skyld i elendigheten og hvem Norge absolutt IKKE bør samarbeide med videre. Han går rett på sak og spør om vi kan tenke oss en ny forening med Danmark, og ikke overraskende så er svaret bastant nei her også:
Neppe kan nogen Nordmand for Alvor nære Tanken om Gjenforening med Danmark, hvis politiske system er saa stridende imod Norges Interesse, hvis Regjeringsform er den despotiske, hvor Kongen er Lovens Begyndelse og Ende, hvis Beliggenhed forbyder al gjensidig Hjælp, hvis forstyrrede Finanser længe har været et Ordsprog, hvis indviklede Kollegialvæsen dræber al Aand, hvis fordærvelige Karakterløshed altfor meget har smittet os, hvis Smaahedsaand har efterladt sig altfor mange Spor hos os.
Her fikk greven utløp for mange års irritasjon og misnøye, som i rimelig hatefulle former satte bjella på katten i forhold til hvem han mente hadde skylden for Norges elendighet. Dette føyet seg inn i en kritisk tradisjon som både ble kjent før 1814, særlig i form av Jacob Aalls klageskrift til Regjeringskommisjonen om alt hva den danske regjering ikke gjorde for Norge («Fædrelandske ideer», 1809), i løpet av 1814, både under riksforsamlingen og i avissidene etterpå, og etter 1814, som Nicolai Wergelands bokutgivelse En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge fra Aar 955 indtil 1814 (…), utgitt 1816.
Men blant tilhørerne i den daværende stortingssalen, Katedralskolens høringssal, satt flere embetsmenn av dansk opphav, med danske venner og familiemedlemmer, og med fortsatt sterke følelser for Danmark og dets regjering og kongehus. Grev Wedel Jarlsberg var absolutt ingen opportunist, men i dette tilfellet kan det spørres om det var riktig «å gni det inn» for å sikre støtte til unionsspørsmålet. Reaksjonene uteble inntil videre, men skulle komme.
Etter å ha forkastet både Russland og Storbritannia videre i talen, gikk han inn i en omvendt argumentasjonsrekke for å vise at Sverige ville være rett unionspartner. Han fremmet motargumentene selv, for så igjen å avvise dem suksessivt. Disse var frykten for den svenske adel, svensk militær hevngjerrighet, svensk regjerings mulige undertrykkelse, og nasjonalhat. Alt ble avvist saklig, med optimisme om at den svenske og norske forfatning sammen vil forhindre dette, og at god regjeringspolitikk over tid vil glatte over frykt og hat generelt. Det kunne tolkes som om Wedel benyttet seg av den klassiske retorikkens «dispositio» for å strukturere sine argumenter, i dette tilfellet ved å inkludere «confutatio» – framlegging av kommenterte motargumenter.
Men så i punkt 4 er han tilbake på danskehatsporet igjen, i komparasjon mellom en forening med Sverige kontra Danmark:
Under det danske Herredømme maatte vi adlyde en uindskrænket Monark, som efter eget Forgodtbefindende kunde raade over vort Liv, vor Frihed og vore Eiendomme. I Forening med Sverige adlyder vi en fri Konstitution, som sikrer Folket Ret til at give sig selv Love, til at beskatte sig selv, samt borger for Personernes og Eiendommenes Sikkerhed. Under dansk Herredømme trykkedes og indskrænkedes vor Handel, Skibsfart og andre Næringsveie af forhadte Monopolier. (…) Norge regjeredes ved danske Forordninger, til hvis Affattelse sjelden eller aldrig nogen Nordmand, der kjendte Norge, havde medvirket. Norge oversvømmedes af danske Bank-Sedler, som det fik for sine solide Exporter. Da næsten ingen af Statens offentlige Indretninger fandtes i Norge, udarmedes det derved, at Overskuddet af Stats-Indtægterne droges til Danmark. Norge savnede Anledning til videnskabelig Dannelse. Formedelst Norges fiendtlige Stilling imod Sverige maatte Bonden tilbringe den største Del af sit Liv, ja indtil det 45de og 50de Aar, under Militærstandsens Tvang.
Mot dette viste han til de friheter Norge ville bli del av i en union med Sverige. Og selv om unionen ikke er ønsketenkning, «saa har Norge dog vundet uendeligen meget ved Byttet». Med det avsluttet han det hele med siste formaning:
Nu skal Eders Visdom afgjøre, om I, ved at erklære Norge og Sverige forenede under een Konge, med Forbeholdenhed af Eidsvolds Konstitution og Konventionen afsluttet paa Moss, vil befæste Norges konstitutionelle Frihed og Selvstændighed, eller om vi skal udsætte os for ved Krigerens Vaaben at vorde et underkuet Folk, der ei har anden Vilje end Erobrerens vilkaarlige Bud, om Norge, som i 7 Aar har sukket efter Rolighed, skal gjengives den gyldne Fred, Handel, Skibsfart, Næringsveie, Overflod – eller om vort kjære Norge skal gives til Pris for alle Rædsler og Plager, som Krig, borgerlige Uroligheder, Mangel og standsede Næringsveie medfører. Den som vælger Krig, maa vel betænke hvormange ulykkeliges Sukke vil besvare hans Samvittighed i den sidste Stund, og hvormange Forbandelser han tager med sig i sin Grav. Han maa betænke, om han for den almægtiges Domstol kan forsvare, at have i dag afsagt Dødsdom over tusinde uskyldige, som vil vorde Krigens Offere.
Voteringen ble utført rett etter talen ble avsluttet, og den gikk nesten enstemmig igjennom: av de 77 stemmeberettigede, gikk bare fem imot – de fem med bundet mandat fra Bergen by. Unionen var dermed besluttet og den ekstraordinære stortingsforsamlingen kunne gå videre med kongevalg og grunnlovsjustering.
Men nok var ikke nok for grev Wedel, og hans behov for å markere Danmarks udugelighet fikk også en personlig vending da saken om en takksigelse til den nå abdiserte kongen kom opp 3. november. Mange hadde gitt uttrykk for at de ville gi noe tilbake til Christian Frederik som tegn på folkets takknemlighet, gjennom alt fra fortsatt apanasje til en marmorstøtte. Men da saken om en takkeadresse ble fremmet ble det strid, og grev Wedel viste seg ikke som en forsoningens mann. Ifølge prestene Claus Pavels og Frederik Schmidt hadde Wedel satt som en betingelse, med sterk ironi, at om en slik takksigelse skulle gis til en konge, måtte det kun være «naar han udmærker sig ved Visdom og Klogskab, ved Kraft og Energi, ved Sæders Renhed».[8] I tillegg mente han at det ikke var fastsatt at en avsatt konge i det hele tatt skulle gis en slik takk.
Dette skapte sterke reaksjoner. Prosten Dahl fra Hardanger skjelte ham ut offentlig uten å be om ordet, og Wedel besvarte salven sporenstreks. Begge ble klubbet ned av stortingspresident Christie. Etter ordskiftet kom flere bortom Wedel med bebreidende kommentarer, og en ikke navngitt bonde sa, ifølge Wedels venn prosten Jacob Neumann, til ham at: «Det var meget slemt av jer, Far!» Neumann mente greven hadde gjort seg «yderst foraktelig» [9] denne dagen, og en annen prost, Frederik Schmidt, mente at: «Saaledes satte den ædle Greven Krandsen paa sin Nederdrægtighed og fuldendte sin Karakteristik.»[10]
Greven kom altså ikke godt ut av det i ettertid med sin egen tale. Muligvis benyttet han seg av «dispositio» som han hadde stykkevis lært seg i latin- og retorikkundervisningen som tenåring av lærere med svært vekslende kompetanse. Men heller ville han nok sette et endelig punktum for saken, ved å gjendrive all tvil om at det som hadde vært før, ikke var verdt å vurdere videre. Wedels integritet gikk nok foran også her, de gamle retorikkmestere måtte nok vike for grevens kraftsalver. Dessverre for Wedel, ble talen først og fremst husket for det som ble tolket som «danskehat», noe realpolitikeren Wedel nok kunne spart seg for i den spente politiske situasjonen som den 20. oktober 1814.
Til tross for sitt omstridte omdømme senhøsten 1814, ble grev Wedel Jarlsberg en viktig aktør etter 1814. Som finansminister fikk han gjennomført mange reformer å redde stumpene og for å få norsk økonomi noenlunde på fote igjen. Etter bruddet med kong Carl Johan i 1821-22, ble han både menig stortingsrepresentant og -president, og etter forsoning med kongen i Stockholm ble han utnevnt til stattholder i 1836. Men agget mot Danmark og Christian Frederik kjølnet ikke helt. På vei til et kurbad i Wiesbaden i 1840, da Christian Frederik nettopp var kronet som kong Christian VIII, styrte han utenom Danmark for å unngå å måtte møte ham offisielt. Det ville i så fall blitt hans siste embetshandling, for på denne reisen døde han.
Noter
- Se for eksempel Kjell Lars Berges artikkel om Jonas Reins tale 13. mai 1814, «Jeg ofrer til siste rest!», Magasinet Kairos, 13. september 2023 ↑
- Frydenlund, Bård, «Politisk kultur og ukultur under det overordentlige storting» i Overgangstid. Forargelse og forsoning høsten 1814, redigert av Ruth Hemstad og Bjørn Arne Steine. Oslo: Akademisk publisering, 2016, 37-39. ↑
- Frydenlund, Bård, «Før unionspartiet. Omstridte forbindelser og norske møter om helstatens fremtid 1809-1814», i Veivalg for Norden 1809-1813, redigert av Bård Frydenlund og Odd Arvid Storsveen. Oslo: Akademika forlag, 2013, 28-31. ↑
- Frydenlund, Bård, Spillet om Norge. Det politiske året 1814. Oslo: Gyldendal, 2014, 96-97. ↑
- Frydenlund, Bård, Spillet om Norge. Det politiske året 1814. Oslo: Gyldendal, 2014, 276-278. ↑
- Nielsen, Yngvar, Lensgreve Johan Caspar Herman Wedel Jarlsberg (…), Anden Del 1813-1814. Christiania: W.C. Fabritius & Sønner, 1901, 21. ↑
- Claus Pavels dagbøker, 3. november 1814. Dokpro: Claus Pavels (uio.no) ↑
- Fr. Schmidt i Nielsen, Lensgreve Johan Caspar Herman Wedel Jarlsberg, 321. ↑
- Frydenlund, Spillet om Norge, 288. ↑
- Mestad, Ola, «Christian Frederiks skygge. Kongespørsmålet under det overordentlige storting» i Overgangstid. Forargelse og forsoning høsten 1814, redigert av Ruth Hemstad og Bjørn Arne Steine. Oslo: Akademisk publisering, 2016, 132. ↑
Andre kilder
Jens Johan Hyvik, «Fædrelandske ideer». Jacob Aalls nasjonsforståelse 1799-1814. Kristiansand: Høyskoleforlaget, 2003.
Nicolai Wergeland, En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge fra Aar 955 indtil 1814 (…). Norge (!): 1816.
Vedlegg
Grev Herman Wedel Jarlsbergs tale før unionsinngåelsen med Sverige under det overordentlige storting 20. oktober 1814.
Ikke uden Frygt træder jeg frem i denne Forsamling af Norges udvalgte Mænd, for at ytre min Mening om det vigtige Anliggende, som beskjæftiger os idag; thi jeg føler fuldkommen, hvor svage mine Evner, og hvor utilstrækkelige mine Indsigter er til, saaledes som jeg burde og som jeg ønskede, at opfylde det høie Kald, som mine Medborgeres Tillid betroede mig. Aldrig nærede jeg derfor mere levende end idag det Ønske at besidde en Demosthenes’s Veltalenhed og en Stentors Røst, for heldigen at kunne tale en Sag, der ei alene angaar nærværende Generations, men utallige ufødte Slægters Ve og Vel, en Sag, paa hvis Udfald det beror, om Fred, Frihed og Selvstændighed skal bo paa vor nordiske Halvø, eller om den skal vorde et Rov for Krig, Trældom og Kabaler.
Men, mine høistærede Landsmænd! svarer mine Evner og Indsigter end langtfra ikke til Sagens Vigtighed og Stedets Høitidelighed, saa maa I dog være overbeviste om, at Kjærlighed til Frihed og Fædreland ikke luer varmere i nogen Nordmands Barm end i min, og at ethvert Ord, jeg fremfører, kommer af et oprigtigt norsk Hjerte!
Opvokset i en Tidsalder, da Frihedsluen blussede høit hos Europas mægtigste Nation, og for en stor Del opdraget iblandt et ædelt Folk, som i Aarhundreder har været stolt af sin frie Konstitution, lærte jeg tidligen at agte Menneskets Rettigheder og at elske den lovbundne Frihed. Stammende saavel paa fædrene som mødrene Side af norsk Æt, bunden til et elsket Fædreland ved en inderlig om Hustru, en ærværdig Svigerfader, vakre Børn, kjære Slægtninge, fortræffelige Venner og betydelige faste Eiendomme er Norges Vel mit Vel – Norges Ulykke min Ulykke Norges Ære min Ære – Norges Skjænsel min Skjænsel! Jeg kan derfor ikke ville andet end det, som jeg tror at sigte til Norges Frihed, Lykke og Ære. Med denne Overbevisning og med venlig Overbærelse, haaber jeg, at denne ærede Forsamling vil høre og bedømme, hvad jeg nu skrider til at fremføre for at besvare følgende Spørgsmaal:
1. Er det ønskeligt, at Norge vorder en isoleret Stat under en egen Konge?
2. Kan Norge under de nærværende udvortes og indvortes Omstændigheder tilkjæmpe sig denne isolerede Forfatning?
3. Findes det, at den isolerede Forfatning hverken er ønskelig eller opnaaelig, bør vi da ikke gribe den os tilbudne Leilighed til, som et frit og selvstændigt Folk at forenes under een Konge med det frie og selvstændige svenske Folk?
4. Hvorledes vorder Norges Forfatning under dets Forening med Sverige i Sammenligning med dets Forfatning under det danske Herredømme?
1. Ihenseende til 1ste Spørgsmaal være det mig tilladt foreløbig at bemærke, at alle Nationer har, ligesom alle Individer, en større eller mindre Del Forfængelighed: det kan derfor ikke være fornærmeligt for mine Landsmænd, at jeg forudsætter, at den norske Nation ogsaa har sin Del, og at den Iver, hvormed den har higet efter at udgjøre en isoleret Stat under en egen Konge, for en stor Del har havt sin Oprindelse derfra. Jeg tilstaar gjerne, at ogsaa jeg føler min National-Forfængelighed kildret ved denne Tanke; men desuagtet har jeg aldrig kunnet eller kan jeg nu lukke mine Øren for den Sandhed, som Fornuften efter modent Overlæg kraftigen tilraaber mig: at det neppe kunde føre til noget lykkeligt Resultat for det norske Folk, om Norge blev en isoleret Stat under en egen Konge. Norges lange, smale Dannelse og dets Beliggenhed som en Skal udenpaa Sverige foraarsager, at det har en uhyre Søkyst og Landgrænse at bevogte. Da Norges lille Folkemængde, af ikke fuldt en Million, er fordelt paa et vidløftigt Areal, og da Landet er gjennemskaaret af vidløftige ubeboelige Fjeldstrækninger, kan Folkemængden i det ene Distrikt vanskeligen og ikkun meget langsomt komme de øvrige Distrikter til Hjælp. Under disse Omstændigheder, som naturligvis i et betydeligt Forhold forøger de nødvendige Anstrengelser til Landets Forsvar saavel fra Land- som Søsiden, maatte Norge, som isoleret Stat, stedse være beredt til Kamp imod dets Nabo Sverige, hvis Folkemængde og Ressourcer forholder sig til Norges som 21/2 til 1. Sverige har nemlig efter Finlands Tab omtrent 2 Millioner Beboere, og Norge neppe 1 Million. Som isoleret Stat maatte Norge, foruden en Armee, som kunde være den svenske voksen, skaffe sig og vedligeholde en Sømagt, som nogenledes kunde maale sig med Sveriges og Danmarks Sømagt, da disse Nabomagter ellers, ved enhver indtræffende Stridighed med Norge, kunde tilintetgjøre Norges Skibsfart og spærre dets Havne. Hvor ubetydelige disse Sømagter end er i Sammenligning med den, som foreskriver Verden Love, saa har de dog Linieskibe og Fregatter, samt de fornødne Arsenaler, Dokker m. v., som hører til at bygge og vedligeholde disse. – Alt dette maatte Norge skaffe sig. – Lægger man hertil, at Norge maatte ene underholde en Konge, et Kongehus, et Hof, Gesandter og Konsuler i fremmede Lande m. v., saa indser man letteligen, at vor lille Nation maatte tilbringe den største Del af Livet under Militær- Standens Tvang og bære Byrden af trykkende Skatter og Paalæg. Uagtet alle disse overdrevne Anstrengelser vilde dog vor svage isolerede Stat ikkun i Navnet være selvstændig. Dens Selvstændighed vilde i Virkeligheden være særdeles uselvstændig. Denne Stat vilde være et Æspeløv, som den mindste Bevægelse i den politiske Atmosfære vilde bringe til at skjælve. Den blev en Bold i de mægtigere Staters Hænder.
At en saadan Tilstand ikke kan bringe Folket Lykke, tror jeg er indlysende, med mindre man vil antage, at Udskrivninger til Krigstjeneste, svære Skatter, bestandige Krigs-Uroligheder, Indkvarteringer, Skyds, Rekvisitioner m. v. udgjør Folkets Lykke.
Men skulde nogen være af den Formening, at alle disse Uleiligheder ikke burde komme i Betragtning imod den Ere, at udgjøre en isoleret Stat og have sin egen Konge, saa spørger jeg:
2. Kan Norge, under dets nærværende udvortes og indvortes Omstændigheder, tilkjæmpe sig den isolerede Forfatning?
Vi ved alle, at denne Tilstand medfører Krig med Sverige, der understøttes af Europas største Magter. Storbritannien, Rusland, Preussen og Østerrige har sendt Gesandter til Christiania, for, om muligt, i Mindelighed at bevirke den af disse Magter besluttede Forening af Kongerigerne Norge og Sverige.
Efter disse Gesandters høitidelige Erklæringer og efter Udviklingen af Europas Politik kan der ei være den mindste Tvivl om, at jo Krig med Sverige medfører for Norge Krigstilstand med den største Del af Europa. Den svenske Armee staar i Landet, efter at have vundet betydelige Fordele, og efter at være kommen i Besiddelse af Landets tvende vigtigste Fæstninger. Dens krigsvante Skarer, i hvis Spidse en af Europas berømteste Helte staar, er beredte til paa første Vink at rykke frem, medens det meste af den norske Armee er hjemme i langtfraliggende Lægder. – Den svenske Styrke ansloges før Vaabenstilstanden til 30 000 Mand i Norge og 10 000 Mand i Reserve paa Grænsen. Heraf findes nu omtrent 17 000 Mand i Norge. Den norske Styrke paa Demarkations-Linien tilligemed Christianias og Kongsvingers Garnisoner udgjør neppe 10 000 Mand. Denne kan i en Tid af 5 Uger successive vokse til 21 000 Mand. Saaledes er, ifølge de os igaar fra Undersøgelses-Kommissionen meddelte Oplysninger, Forholdet mellem Stridskræfterne tillands. I Henseende til Søstyrken har vi ligeledes erfaret: at den svenske Styrke ved Angrebet paa Hvaløerne var 4 Linieskibe, 3 Fregatter og 75 store Kanon-Chalupper, foruden en Del andre Fartøier: at den norske Styrke, som i dette Efteraar kan bringes i Virksomhed, ikkuns er 6 Brigger, 4 Kanon-Skonnerter og 36 Kanon-Chalupper: at der desuden er i Trondhjem 10 Kanon-Chalupper og i Bergen 2 Kanon-Skonnerter, som ei kan bringes i Beregning, da de er for langt fra Kamppladsen: at Kanon-Jollerne, hvoraf haves et Antal i Frederiksværn og Christianssand, ikke kan bruges i denne Aarstid: at de svenske Krigsfartøier har tildels sværere og bedre Skyts samt fortrinligere Krud end de norske.
Med Hensyn til Arméens Proviantering, Beklædning, Medicinal-Væsen og Ammunition har vi erfaret: at af Magasinerne, som er anlagte og anlægges op i Landet nordenfor Christiania, kan en Armee af en Snes Tusinde Mand neppe fødes i tvende Maaneder, om man end antager, at Kornforraadene i rette Tid kan vorde forvandlede til Mel og Brød, hvoraf ikkuns haves ubetydelig Beholdning: at det vel var muligt, formedelst det frugtbare Aar og den hyppige Tilførsel, at anskaffe i Landet betydeligere Forraad, men at det derimod er næsten umuligt at fremskaffe dette til rette Tid og Sted: at Armeen vel har Forraad af adskillige Klædningsstykker, men dog mangler de til et Vinterfelttog nødvendige Klæder: at Armeen vel har taalelige Lasaret-Fornødenheder, men dog savner et betydeligt Antal Læger: at Armeen vel har nogenlunde Forraad af Ammunition til Haandgevær, men derimod har betydelig Mangel paa Ammunition til det grove Skyts og til Fæstningerne; at den største Del af Ammunitionen bevares i Akershus Fæstning, som formodentlig straks efter Fiendtlighedernes Udbrud falder i den svenske Armees Hænder. Resultatet af alt dette er: at vi fra Søsiden med en Magt, der ikke er halv saa stærk som den svenske, skulde gjøre Modstand og at vi tillands med omtrent 20 000 Mand slet klædte og slet fødte Tropper skulde møde en krigsvant Armee af omtrent 40 000 Mand, som ved Hjælp af britiske Subsidier er i den ypperligste Tilstand, som har et fortrinligt Artilleri og Kavaleri, og som anføres af Kronprinsen af Sverige. Udfaldet kan man lettelig beregne. Vor liden nu samlede Styrke maa prise sig lykkelig, om den, uden altfor stort Tab, og uden at afskjæres fra sine Magasiner og Forstærkninger ved en fra Kongsvinger-Egnen fremtrængende fiendtlig Kolonne af 8 til 10 000 Mand, kan naa Fjeldbygderne. Her holdes den samlet og i Bevægelse ved smaa Angreb og Rygter om Angreb, indtil Magasinernes Forraad er fortærede, og Almuerne er kjede af Skyds og Udskrivninger. Derpaa maa Armeen enten gaa hjem til Lægderne, eller retirere til Bergens og Trondhjems Stifter, hvor nogle Forraad formodentligen imidlertid er samlede. Her bliver Armeens Levninger i Ro, indtil Sommerens Ankomst gjør en mægtig Sø-Expedition mulig.
Denne Fremstillelse af Begivenhedernes sandsynlige Gang er bygget paa den Forudsætning, at Armeen besjæles af een Aand. Men det tillades mig at ytre den Formodning, at den svenske Armees gode Opførsel, det Maadehold, hvormed Kronprinsen har benyttet sine vundne store Fordele, Kong Christian Frederiks Bortreise, og 7 Aars bestandige Uro og Savn har betaget en stor Del af Armeen Lyst til at indlade sig paa den lidet Held lovende Kamp, som nogle synes at ønske. Deres Uvilje kan ikke tilskrives Mangel paa Mod og Kraft; thi disse Egenskaber mangler sikkerligen intet vel anført norsk Troppe-Korps; men man maa søge Aarsagen i den Omstændighed, at de vil vide, for hvilket Øiemed de skal opofres og Landet ødelægges. Begivenhederne i forrige korte Felttog synes at give denne Formodning Styrke, ei at tale om Almuens bestemte Uvilje til videre Skyds, der snart vilde gjøre militær Tvang nødvendig, hvis Følger man letteligen kan beregne.
Men, mine Herrer! Disse Vanskeligheder, hvor store de end synes, er endda ikke de største! Fra Finanserne, denne Pandoras Æske, fremstiger en ny Sværm af Bekymringer og Ulykker. Vi har igaar hørt, at Rigsbanken i Christiania har udgivet Sedler for omtrent 20 Millioner Rbdlr. N. V., at omtrent 1/2 Mill. Rbdlr. N. V. formodentlig endnu cirkulerer i Norge i norske Assignations-Beviser og danske Kurant-Sedler: at den hele cirkulerende Masse af offentlige Penge-Repræsentativer altsaa udgjør omtrent 2112 Mill. Rigsbankdaler N. V., – at omtrent 3 Millioner af denne Sum er anvendte til Udlaan til private, som kan ventes tilbagebetalte; at følgeligen omtrent 18 Million falder Staten til Last; at det Fundament, hvorpaa denne Papirmasses Kredit hviler, nemlig de ved Forordning af 5te Jan. 1813 Rigsbanken tilstaaede 6 Procents Heftelser i alle faste Eiendomme, udgjør omtrent 41⁄2 Mill. Rbdlr. i Sølv, som, efter den af Rigsforsamlingen paa Eidsvold eengang for alle fastsatte Kurs af 200 Rbdlr. i Sølv for 375 Rbdlr. i Sedler, udgjør omtrent 8 Mill. Rbdlr. N. V., hvilke fradragne den til Statens Last faldende Masse af omtrent 181/2 Mill. Rbdlr., levner en, rigtignok garanteret, men ganske ufunderet Masse af omtrent 10 Mill. Rbdlr. – Under saadanne Omstændigheder indser man letteligen, at Repræsenta- tivernes allerede meget sjunkne Værdi maa formindskes i betydelig Grad, i det Øieblik Fiendtlighederne udbryder, om Fabrikationen end ikke blev fortsat; men skulde Fabrikationen fortsættes som hidtil, saa vilde Repræsentativerne meget snart blive til intet andet end Makulatur-Papir, og saaledes dele Skjæbne med Frankriges Assignater. – Naar denne os fra den danske Regjering testamenterede, indbildte Rigdomskilde saaledes ophørte at flyde, ophørte tillige Midlerne til at lønne Armeen og til at skaffe den Fornødenheder. Vi har hørt, at en Krigsmaaned koster omtrent 3 à 4 Millioner Rbdlr., hvorimod de ordentlige Statsindtægter neppe udgjør 200 000 Rbdlr. maanedlig, naar Krigen stanser Handelen og Skibsfarten. Skulde Krigen altsaa fortsættes, maatte Skatter og Afgifter idetmindste vorde 20 Gange saa store, som de nu er. Men jeg spørger, om Nationen kan eller vil bære denne Byrde? – Svaret kan enhver give sig selv. Jeg tror det ganske overflødigt at anføre mere til Bevis for, at Norge uden Forenings-Punkt, uden allierede, uden øvede Generaler, uden Handel, uden Skibsfart, uden Finanser ikke kan udholde Krig med Sverige, understøttet af Europas største Magter.
3. Er den isolerede Tilstand ikke ønskelig, ikke opnaaelig, saa maa vi altsaa tænke paa Norges Forening med et andet Rige! Med Danmark? – Neppe kan nogen Nordmand for Alvor nære Tanken om Gjenforening med Danmark, hvis politiske System er saa stridende imod Norges Interesse, hvis Regjeringsform er den despotiske, hvor Kongen er Lovens Begyndelse og Ende, hvis Beliggenhed forbyder al gjensidig Hjælp, hvis forstyrrede Finanser længe har været et Ordsprog, hvis indviklede Kollegialvæsen dræber al Aand, hvis fordærvelige Karakterløshed altfor meget har smittet os, hvis Smaahedsaand har efterladt sig altfor mange Spor hos os. Ei at tale om, at de Magter, som har bevirket Adskillelsen, nok vil vide at forhindre Gjenforeningen. Med Rusland? Var Rusland end ikke en af de Magter, som har garanteret Norges og Sveriges Forening under een Konge, saa formoder jeg dog, at de Love, hvorefter dette Land bestyres, er saa forskjellige fra dem, vi har, og som vi med Ret ønsker at beholde, at enhver alvorlig Tanke om Forening med dette Rige maa forsvinde. Med Stor-Britannien? – Var denne Stat end ikke iblandt de Magter, som har garanteret Norges og Sveriges Forening, saa vilde Tanken om Forening med den ved første Øiekast sikkerligen finde Men ved nøiere Eftertanke vilde man letteligen
Bifald hos mange. indse, at Sprog, Sæder, Religion, Love, Indretninger er altfor forskjellige til, at denne Forening kunde vorde lykkelig, og at Stor-Britanniens Magt og Rigdom er saa umaadeligen stor i Sammenligning med Norges, at dette Rige ikkuns blev en Koloni af hint, og derfor maatte finde sig i Kolonial-Behandling, som aldrig er heldbringende.
Vi maa altsaa henvende vore Øine til vor Nabo Sverige, og gribe den os tilbudne Leilighed til, som et frit og selvstændigt Folk, at forenes med det frie og selvstændige svenske Folk. For denne Forening taler Beliggenheden, da det er umuligt at kaste et Blik paa Kortet, uden at forundre sig over, at den skandinaviske Halvø er adsplittet i tvende Stater; det norske og svenske Folk har fælles Oprindelse, fælles Religion, fælles Sæder, fælles Tapperhed, fælles Frihedskjærlighed, fælles gamle Love, fælles gamle Indretninger, fælles gamle Sprog, som den svenske Nation dog har vedligeholdt i større Renhed end den norske, fælles politisk og Handels-Interesse. De Indvendinger, som jeg idag har hørt imod Norges og Sveriges Forening, er:
a) At Norge maa frygte for den svenske Adel. Jeg spørger, hvori bestaar da den svenske Adels saa frygtelige Rettigheder? Siden de i 1800 og 1809 forefaldne Forandringer, bestaar de ene i Navnet og Skjoldet, samt Ret til at møde som særskilt Stand paa Rigsdagene, da alle Familie-Hoveder tager Sæde paa Ridderhuset, og tilsammen at have een Stemme, lige med Præstestanden, Borgerstanden og Bondestanden. Hvorledes disse den svenske Adels Rettigheder skulde vorde Norge farlige, begriber jeg sandeligen ikke, især da vor Konstitution udelukker dem. Har den danske Adel, som tyranniserede over danske vornede, ikke kunnet bringe den norske Bondestand under Herremands-Aaget, uagtet Norge ikke havde Skyggen af en eneste konstitutionel Rettighed: saa ser jeg aldeles ingen Grund, hvorfor den svenske Adel skulde kunne vorde farlig for Norge, som, Gud være lovet! nu har givet sig en fri Konstitution, efterat det ved Sveriges Mellemkomst var befriet fra Kongen af Danmarks uindskrænkede Herredømme.
b) Den anden Indvending er: at man maa frygte for den svenske Regjerings Lyst til glindsende Krigsbedrifter og til Erobringskrige. Man kan ikke negte, at den svenske Historie fremviser flere Regenter, som bar blodige Laurbærkranse, end saadanne, som lod sig noie med fredelige Palmer, flere store Konger, som, ved at erhverve et udødeligt Krigernavn, styrtede Landet i Armod og Sorg, end saadanne, som af Fredens Skjød fremlokkede Velstand og Glæde. Men man maa antage, at Regjeringen er bleven klog af en bitter Erfaring, og at Sverige, efterat have faaet Havet til Grænse, og efterat have tabt alle Besiddelser i Tyskland, vil indskrænke sig til eget Forsvar. Unegteligen er Tanken om Finlands Gjenerobring meget kjær for mange Svenske. Men neppe tænker nogen oplyst Svenske, som kjender Ruslands Magt og Ressourcer, for Alvor herpaa. Desuden beror det jo paa os at forebygge de ulykkelige Følger for Norge af en Erobringskrig, ved at indskrænke det udskrevne Militærs Anvendelse til den skandinaviske Halvøs Forsvar; ei at tale om, at det ifølge Konstitutionen jo beror paa Stortinget at tilstaa Regjeringen Penge, uden hvilke Krig vanskeligen føres.
c) Den tredie Indvending er: at man maa frygte for, at den svenske Regjering vil misbruge sin Magt til Norges Undertrykkelse. Hertil svarer jeg, at Garantien herimod maa vi søge i vor egen Kraft og i den svenske Nations gamle Friheds-Kjærlighed. Denne vil hindre enhver retskaffen Svensk fra at understøtte Regjeringens mulige Forsøg imod Norges Frihed, da han ikke kan ønske, at Regjeringen skulde i Norge faa en Magt, som den siden kunde anvende til at kuldkaste Sveriges konstitutionelle Frihed.
d) Den fjerde Indvending hentes fra National-Hadet mellem begge Nationer. Det er unegteligt, at Nabo-Nationer i Almindelighed hader hinanden, uden at vide hvorfor. Men et saadant ufornuftigt, ukristeligt Had maa forsvinde ved fornuftig Eftertanke, ved nærmere Bekjendtskab, med Tiden, og ved god Behandling fra Regjeringens Side.
4. Efterat jeg saaledes har bestræbt mig for, saa korteligen som muligt, at besvare de 3 første af mig fremsatte Spørgsmaal, vil vi kaste et sammenlignende Blik over Norges Forfatning under det danske Herredømme, og den, vi kan berede vort Fædreland i Forening med det frie svenske Folk.
Under det danske Herredømme maatte vi adlyde en uindskrænket Monark, som efter eget Forgodtbefindende kunde raade over vort Liv, vor Frihed og vore Eiendomme. I Forening med Sverige adlyder vi en fri Konstitution, som sikrer Folket Ret til at give sig selv Love, til at beskatte sig selv, samt borger for Personernes og Eiendommenes Sikkerhed. Under dansk Herredømme trykkedes og indskrænkedes vor Handel, Skibsfart og andre Næringsveie af forhadte Monopolier. – I denne Henseende behøver jeg ikkuns at henvise til Handelen paa Ostindien, Vestindien, Island og Færøerne. Norge regjeredes ved danske Forordninger, til hvis Affattelse sjelden eller aldrig nogen Nordmand, der kjendte Norge, havde medvirket. Norge oversvømmedes af danske Banko-Sedler, som det fik for sine solide Exporter. Da næsten ingen af Statens offentlige Indretninger fandtes i Norge, udarmedes det derved, at Overskuddet af Stats-Indtægterne droges til Danmark. Norge savnede Anledning til videnskabelig Dannelse. – Formedelst Norges fiendtlige Stilling imod Sverige maatte Bonden tilbringe den største Del af sit Liv, ja indtil det 45de og 50de Aar, under Militærstandens Tvang. Under Foreningen med Sverige forbyder Konstitutionen alle trykkende Monopolier. Love og Anordninger bliver passende til Rigets Tarv, da Nationens deputerede giver den Love, og et Stats-Raad af norske Mænd stedse omgiver Tronen. Norge faar sit eget Pengevæsen og egen Bank. Det kan altsaa ikke oversvømmes af fremmede Banko- Sedler. Alle Rigets offentlige Indretninger bliver inden Norges Grænser. Norge kan altsaa ikke udarmes derved, at dets Skatter og Afgifter drages ud af Landet. Overskuddet af disse Indtægter vil kunne anvendes til Indretninger, hvis Øiemed er at befordre Nationens videnskabelige Dannelse, hvorpaa dens sande Selvstændighed maa grundes; thi alle Tiders Erfaring har vist, at de mest dannede Nationer som oftest har foreskrevet de mindre dannede Love. Jeg behøver ikkuns at henvise til Grækerne, som, uagtet overvundne af Romerne, dog gav disse græske Sæder og græsk Sprog, samt til Romerne, som, uagtet overvundne af Barbarerne, dog paanødte disse deres Sæder og Sprog.
Af denne Sammenligning af Norges Tilstand under dansk Herredømme og dets Forfatning i Forening med Sverige, vil jeg blot drage den Slutning, at om denne Forening end ikke skulde i alle mulige Henseender opfylde Nordmandens Ønsker, saa har Norge dog vundet uendeligen meget ved Byttet.
Saaledes har jeg, mine Landsmænd! med den Frimodighed og med det kolde Overlæg, som jeg skylder Sagens Vigtighed, min Ære og min Samvittighed, fremført min Mening om den vigtige Sag, vi omhandler. Nu skal Eders Visdom afgjøre, om I, ved at erklære Norge og Sverige forenede under een Konge, med Forbeholdenhed af Eidsvolds Konstiution og Konventionen afsluttet paa Moss, vil befæste Norges konstitutionelle Frihed og Selvstændighed, eller om vi skal udsætte os for ved Krigerens Vaaben at vorde et underkuet Folk, der ei har anden Vilje end Erobrerens vilkaarlige Bud, om Norge, som i 7 Aar har sukket efter Rolighed, skal gjengives den gyldne Fred, Handel Skibsfart, Næringsveie, Overflod, eller om vort kjære Norge skal gives til Pris for alle Rædsler og Plager, som Krig, borgerlige Uroligheder, Mangel og stansede Næringsveie medfører –
Den, som vælger Krig, maa vel betænke, hvormange ulykkeliges Sukke vil besvære hans Samvittighed i den sidste Stund, og hvormange Forbandelser han tager med sig i sin Grav. Han maa betænke, om han for den almægtiges Domstol kan forsvare, at have idag afsagt Dødsdom over tusinde uskyldige, som vil vorde Krigens Offere.»